
Der findes mange forskellige måder at forberede sig på, at den lille nye kommer. Nogle læser alt, hvad de kan komme i nærheden af, mens andre tager det hen af vejen og sætter sig ind i tingene, efterhånden som de havner i de forskellige situationer. Men ligegyldigt hvordan man vælger at forberede sig, så kan man ikke forberede sig på, at ens liv ændrer sig totalt, og hvad denne lille baby gør ved en.
Pernille og jeg er vidt forskellige, og mens hun har læst mange bøger og forberedt sig, så er jeg mere typen, som ”tager det som det kommer”. Jeg tror kun, det er sundt, at vi er så forskellige og kan trække hinanden mod midten og på den måde finde en god balance og samtidig kan berolige hinanden med, at det hele nok skal gå.
Nogle af de ting, som overraskede os mest ved at blive nogens far og mor for første gang.
1) Hvor meget det faktisk kræver at amme.
Vi fik en lille pige, som ikke kunne gabe ordentlig op på grund af stramt læbe – og tungebånd. Den første tid var meget hård, og der var ikke meget søvn. Ida-Marie var meget ked af det og lå med brystet i munden hele tiden for at få mad nok. For Pernille tog det et stykke tid at acceptere at det at give flaske var et godt alternativ, for som nybagte forældre bliver man ofte både før og efter fødslen hele mindet om, at den lille skal have bryst, og at give flaske ikke er et godt alternativ. DET ER DET.
2) Hvor hurtigt udviklingen går.
Jeg kigger flere gange ugentlig på Pernille og siger, at det godt nok går hurtigt. Det er en levende kliché, men i går så vi en lille nyfødt på vores gåtur i midtbyen, og ingen af kunne huske at Ida-Marie nogesinde havde været så lille. Det går stærkt – og nogle gange også lidt for stærkt 😊
3) At et smil fra den lille gør alt andet ligemeget.
Ida-Marie har det heldigvis fremragende, selvom starten var hård, og hun ikke fik nok mad. Vi har fået en dejlig lille pige, som smiler og snakker konstant. Hun er endda begyndt nærmest at råbe ret så meget, fordi hun træner sin stemme og har fundet ud af, hvor meget hun kan.
4) Har hun lavet i bleen i dag?
Afføring bliver lige pludselig et stort emne, som kan blive snakket om løbende hele dagen. Det er vigtigt, der er ”hul” igennem 😊
5) Google har altid et svar.…
Man kan google sig til alt, men det er med at få sorteret i svarene, man finder. Det kan nogle gange godt være svært at finde relevante oplysninger, som passer lige til ens barn. Vi har oplevet, at nogle mødre ser sig selv som eksperter og gør deres erfaringer til fakta.
6) Babyer er forskellige
Det, som virker for de andre i mødregruppen, virker nødvendigvis ikke på ens eget barn. Børn er forskellige og er i konstant udvikling.
7) Søvn bliver en mangelvare
Aftenerne og nætterne er lange med en lille pige, som har svært ved at give sig hen og falde til ro.
Ida-Marie har krudt i røven, og det gør også, at hun er rigtig svær at putte. Vi er lykkelig for at have vores slyngevugge, som hun altid kan finde ro i.
At blive far er den største forandring, og jeg fortryder kun én ting, og det er, at det ikke skete før. At få en lille dejlig pige, som er smilende og griner højt, er det mest fortryllende, man kan opleve.



Læs flere indlæg fra vores dagligdag