Ingen varer i kurven.
D. 19. april 2021 blev dagen, hvor vores lille familie voksede sig endnu større – kun halvandet år efter den første krudtugle kom til verden.
Fødslen med vores første datter Ida-Marie gik rigtig hurtigt med begyndende svage veer kl. 07 om morgenen, der først tog til i styrke kl. 11.00, ankomst til sygehuset kl. 12.00, og en lille pige, der fløj ud kl. 14.21, så vi var forberedte på, at det sandsynligvis ville gå lige så hurtigt (hvis ikke hurtigere) denne gang. Derfor var dagene prægede af, at vi ikke turde at bevæge os for langt væk fra bopælen, men samtidig skulle vi jo også have tiden til at gå – både for os, men også for storesøster på 1,5 år.
Dagen startede ligesom alle andre: en lidt hektisk mandag morgen med en tumling, der både vil lege, spise morgenmad, se fjernsyn, skælde ud, og grine på én gang 😀 Hen ad formiddagen var der en smule anderledes aktivitet i maven. Var det lidt voldsommere plukkeveer end normalt, eller var det begyndende veer? Selv om det kun er halvandet år siden sidst, var det altså lidt svært at vurdere! Vi spiste lidt frokost, men bagefter var der ingen tvivl: det var begyndende veer. Svage, men dog veer. ’
Vi ringede til begge hold bedsteforældre for at sige, at de nok skulle forberede sig på at skulle mod Aarhus inden længe, men at vi lige ville give en melding senere, når vi var lidt mere sikre.
For veerne kunne jo godt være milde i en god rum tid, eller de kunne gå i sig selv igen, så vi ville ikke sætte alverdens ting og sager i gang, hvis der nu ikke skete mere i dag.
Men det gjorde der. Ida-Marie blev hentet 15.30 fra vuggestuen, og her kunne Pernille stadig deltage i samtalen med mormor og lege med Ida-Marie, men intervallerne mellem veerne var blevet kortere. Selvom Pernille sagtens ”kunne være i det”, besluttede vi at give fødegangen et kald for lige at fortælle om situationen. Vi aftalte at ringes ved, når Pernille vurdere, at det var ved at være tid. En halv time senere var der dog kun få minutter mellem veerne, men vi kunne ikke længere få fat på fødegangen trods flere forsøg. Det begyndte også at gøre mere ondt på Pernille, så vi tog chancen og kørte afsted.
I bilen fik vi fat på fødegangen, som ikke havde kunnet tage telefonen på grund af travlhed! Derfor ville de lige ringe tilbage, når de havde fundet ud af, om der var en jordmorder klar. Åh nej – vi var jo på vej derud! 5 min senere fik vi heldigvis grønt lys (og vi var kun 5 minutter derfra 😀 ), så vi ankom på p-pladsen kl. 17.00. Pernille blev undersøgt og var 4 cm åben. Veerne kom dog med en voldsom fart, så vi kunne godt mærke, at det ville gå hurtigt denne gang også.
Kort tid efter blev vi indlogeret på en fødestue og der var ikke tid til at slappe af, for der var nu cirka 10-15 sekunder mellem veerne, og det begyndte at gøre rigtig ondt på Pernille. Jordmorderen sagde, at hun ville undersøge, hvad det var, der gjorde så ondt, og med det samme, hun ”kiggede ind”, gik vandet med ét plask. Herefter sagde hun højlydt: Du er klar til at føde!
Med god vejledning fra jordmorderen kunne hun efter et par pres konstatere, at der var dukket et hoved frem med en flot mørkt hår – præcis som sin storesøster. Så blev det hele lidt mere virkeligt, og Pernille var klar til at bruge de sidste kræfter. Ét sidste pres, og ud kom den skønneste lille baby med det mørkeste hår. Helt hvid af fosterfedt og dejlig varm.
Det var den vildeste følelse at få lov til at opleve dette igen. Her lå endnu en sund og rask lille pige, som nu var vores. VORES SØS.
Søs blev født kl. 18.21, og 20.30 forlod vi sygehuset for at komme hjem til bedsteforældre og vores første lille pige, Ida-Marie, som pludselig ikke var så lille mere.
Hun sov fra det hele, og var meget glad, da hun kom nedenunder næste morgen.
Læs flere indlæg fra vores dagligdag
