
Vi er så heldige, at selv om vi bor i Aarhus, er der aldrig langt til skov og vand. Kun en lille køretur (eller endda gåtur, hvis ikke én af os havde så små ben ) fra vores bolig ligger Marselisborg Skov, som blandt andet rummer Marselisborg Dyrehave. Her er der fri adgang hele året rundt, og man kan medbringe madpakker og sætte sig ned og hygge blandt dyrene på de mange borde og bænke, der er sat op rundt omkring i haven.
Netop dette gjorde vi den anden dag sammen med Ida-Marie for første gang. Selv om vi har været i dyrehaven en del gange, var det den bettes første tur, men bestemt ikke den sidste. I haven er der både hjorte, dådyr og vildsvin, og man må både fodre og klappe de to førstnævnte. De går nemlig frit rundt, og har man æbler eller gulerødder med til dem, skal man være klar på, at de bliver rigtig interesserede i dig!


Både børne – og voksenvenlig
Haven vrimler med mennesker – især børnefamilier – og vi kan tydeligt se, at børn i alle aldre synes, det er vanvittigt sjovt både at fodre dyrene, men også bare at kigge på dem eller klappe dem. Det samme gælder forældrene, for det er ikke så tit, man ser den slags dyr og lader dem komme helt tæt på. Der er altså lagt op til sjov og hygge for hele familien, og man kan sagtens få mange timer til at gå her. Vi havde madpakker med til os selv, og nogle gulerødder og æbler til dyrene, som hurtigt blev spist 😀 Pas på, for når først de finder ud af, at du har mad med, er der pludselig en hel flok omkring dig, som nærmest stikker snuderne i dine lommer, taske og hænder!
Vi er uden tvivl mega fan af denne park, og vi glæder os over, at vejret blot bliver bedre og bedre, så vi kan tilbringe endnu mere tid herude.
Har du også lyst til at tage et smut forbi, er der gratis parkering foran indgangen, og ellers kan man også sagtens tage bussen derud.
Læs flere indlæg fra vores dagligdag